That only one..

Det der med at i først inser at den som man faktisk har gået i alt den tid, og ledt efter har været lige for næsen af dig.. og den person faktisk havde givet dig 100 forskellige tegn på det, men at man simpelhen ikke selv, havde skænket det en eneste tanke. Men så når det faktisk går totalt op for en… er det for sent

Det er enlig meget sjovt, for det er ligsom sådan en totalt oplagt prinsesse historie. Med at prinssen leder efter prinsen på den hvide hest, som så ænder med at være deres buttler ej okay hvad ved jeg…  Men i prinsesse historie, ænder det altid lykkeligt. Min historie er ikke en prinsesse historie, så den kommer nok ikke til at ende helt lykkeligt.

i know.. der er måske lidt for sukkersødt det her indlæg. Men jeg kan simpelhen ikke stoppe med at tænke på ham, og det er bare så forkert da det er en der står mig enormt nær + han har også en anden.. Det ville nok bare være bedst vis jeg holde det for mig selv, men helt ærligt – det er ret svært.

Prut og fis altså